Holstebro falder fra en tredje til en femteplads i undersøgelse hos Dansk Byggeri over bygge- og erhvervsvenlige kommuner.
Det er slet ikke så ringe endda, at Holstebro er blevet nummer 5 blandt landets mest bygge- og erhvervsvenlige kommuner. Ganske vist er det et par pladser dårligere end i forhold til året før, og dermed en forkert udvikling. Men resultatet er trods alt nået blandt landets øvrige 97 kommuner.
Dansk Byggeri fortæller, at kommunerne har stor indflydelse på de rammevilkår, som danske virksomheder møder i hverdagen. Derfor er en undersøgelse af kommunernes bygge- og erhvervsvenlighed vigtigt for den fortsatte udvikling i kommunerne. For de kommuner, der er langt nede på listen, kan det være et hint om, at de bør oppe sig endnu mere og lade sig inspirere af hinanden.
Undersøgelsen baserer sig på 30 forskellige erhvervspolitiske parametre og en rangering af resultaterne.
8 førstepladser
Holstebro gør det reelt godt. Det bliver til ikke færre end 8 førstepladser. Det gælder dækningsafgift, udlicitering af veje og parkområder, kommunale entreprenør- og materielgårde, udbudspolitik, dialogmøde, uddannelsesklausuler og byggetilladelser.
Det der trækker mest ned i rangeringen er omkring uddannelsesklausuler. Her er Holstebro nummer 89 når det gælder arbejdsklausuler og nummer 33 og 68 på de to nye emner i undersøgelsen, kædeansvar og kontrol af arbejdsklausuler.
Holstebro´s borgmester, H.C. Østerby, undrer sig over, at netop arbejdsklausuler viser sig negativ i undersøgelsen. Han mener,, det ikke er til ulempe for byggeriet. Ja, som han siger, så er han stolt over ikke at være nummer 1, når klausulerne har så store betydning.
- Byggeriet og håndværkerne har været hårdt ramt i en del år, og de sociale klausuler, vi har indført som CSR-kommune, går ikke ud over erhvervsvenligheden – tværtimod. De sikrer for eksempel overenskomstmæssig løn til gavn for virksomhederne, der dermed undgår at bliver presset med løndumping udefra, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
I øvrigt er Holstebro blandt de midt- og vestjyske kommuner nummer 2 efter Herning. På de næste pladser kommer Lemvig, Ikast-Brande, Struer, Skive, Ringkøbing-Skjern og Viborg.
Det bør også nævnes, at i en anden undersøgelse af erhvervsvenlighed i kommunen, lavet af Dansk Industri, er Holstebro nummer 15 – hvilket er væsentligt dårligere end året før.
28 november
Vestjysk genbrugstømmerhandel booster salg og eksport med webshop: Læs mere...
26 oktober
Student Alexander bliver klejnsmed: Uddannelsescenter vil dreje flere fra gymnasiet mod erhvervsuddannelser Læs mere...