Vestjysk VW & Retro Museum udvider for anden gang og får plads til flere biler og mere historie.

De åbnede først for fire år siden, men har allerede udvidet én gang og havde 3.000 besøgende i fjor.
Nu gør Sussi og Carsten Andersen klar til den anden udvidelse af deres VW & Retro Museum i Ulfborg med planlagt indvielse i marts, og dermed kan de udstille klassiske biler og masser af andre genstande fra den nyere fortid på samlet 2.000 kvadratmeter.

Et af klenodierne er en 55 år gammel VW-campingbus, som familien selv har kørt over 90.000 km i, men den får nu konkurrence af blandt andet B&O’s gamle fabriksbrandbil. 

B&O-fabrikkens gamle brandbil og nyere klassiske VW-modeller udstilles snart i Ulfborg, som har fået ny turistattraktion til tyskere på Vestkysten og andre.

Carsten Andersen købte sin første Folkevogn, da han var 16 år. Han nåede ikke at få kørekort, inden han havde solgt den videre. Men nu tager han revanche og ejer op mod 20 VW-biler. Dem udstiller han på familiens VW & Retro Museum i Ulfborg vest for Holstebro, og her er pladsen ved at blive trang. Derfor udvider museet nu for anden gang siden åbningen for bare fire år siden.

Ægteparret Sussi og Carsten Andersen er vilde med VW. De bruger al deres fritid og deres opsparing på museet. De renoverer også selv de ellers tomme industribygninger, der nu udvider museet med yderligere 300 kvadratmeter, som er klar i marts.

Her skal blandt andet udstilles B&O’s gamle fabriksbrandbil. Den har museet i Ulfborg lånt af B&O Museet i Struer. Det er en VW Pickup fra 1967, der er indrettet som slangevogn. Desuden bliver der plads til en række nyere klassiske modeller, blandt andet de første VW Golf og VW Polo. En af de første VW Lupo er også på vej.

Museet i Ulfborg havde 3.000 besøgende i fjor, men det kan blive mange flere, tror Carsten Andersen. Tyskere i sommerhuse på Vestkysten er vilde med at studere gamle biler fra deres hjemlands gigantiske koncern. En amerikansk familie på storbyferie i København lejede en bil for at køre en tur på besøg i Ulfborg.

- VW er er stærkt brand, som der er stor interesse om. De overlevede også dieselskandalen. Den ville have slået mange andre fabrikker ihjel, mener Carsten Andersen.

Han arbejder mange timer hver uge som lastbilchauffør, og museet har foreløbig kun åbent søndage. Men nu er der ved at blive opbygget et hold af frivillige, som kan bistå ægteparret.

52-årige Carsten Andersen er opvokset på en servicestation i Ulfborg og har fået interessen for biler ind med benzinduften. Som 20-årig blev han Danmarks yngste forpagter af en Esso-servicestation i Lemvig. Her kom Sussi med post og blev inviteret på en biltur.

På museet er der også indrettet en gammel købmandsbutik med varer og indpakninger fra for 50 år siden. Dermed er der også noget at se på for de, der ikke interesserer sig så meget for biler. Nu kommer der desuden en afdeling med gamle kameraer.

- Vi lever i dag i en smid-væk-kultur. Derfor er det godt at vise, at ting af kvalitet kan holde i mange år. Unge i dag kender ikke en fastnet-telefon eller en skrivemaskine. Udviklingen går så stærkt, og så er det sundt somme tider at gribe fat i den nære fortid, synes Carsten Andersen.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos  

Eller læs mere på VW & Retro Museum

 

Denne pressemeddelelse er udsendt af Holstebro Pressen, som udgives af en arbejdsgruppe, der ønsker at udbrede kendskabet til, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune. Arbejdsgruppe: Dorte Martinsen, Ann Østergaard, Anders Nørgård, Ole Nielsen, Niels Christian Andersen, Peter Vinge Koustrup, Michael Ulsted, Mette Mørk Andersen, Jens Kristian Larsen og Niels Stoktoft Overgaard (journalist). Kontakt til arbejdsgruppen: niels@stoktoft.dk

 

  • Skave Nedbrydning

    28 november

    Vestjysk genbrugstømmerhandel booster salg og eksport med webshop:   Læs mere...

  • SteelXperts

    26 oktober

    Student Alexander bliver klejnsmed: Uddannelsescenter vil dreje flere fra gymnasiet mod erhvervsuddannelser   Læs mere...

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV



Laugssalen

Laugssalen

Gi' en idé

Gi' en idé

Nyttige links

Nyttige links