Buchhaves Møbelmageri

Telefonen ringer meget mere end førhen.
Møbelmager Lisbeth Buchhave må tit lægge værktøjet på værkstedet i Tvis, siden hun for et par måneder siden åbnede et ubemandet showroom midt på Frederiksberg – mulige kunder i hovedstaden har i den grad fået øje på hende.

Adressen på Frederiksberg har også hurtigt skaffet de første nye ordrer til Buchhaves Møbelmageri, blandt andet fra en forfatter der har overtaget en lejlighed, som nu skal udfyldes med lang og høj reol med 92 hylder. 

Familiefirma i Tvis forstærker salgsindsatsen, og det giver hurtigt resultat – også med flere ordrer til kunder i Midt- og Vestjylland.

Buchhaves Møbelmageri i Tvis uden for Holstebro har gennem flere år solgt køkkener og møbler til kunder på Sjælland, og nu rykker firmaet ind i hjertet af hovedstaden. Det sker med et ubemandet showroom på Frederiksberg, og få uger efter åbningen har det allerede givet de første ordrer. En dansk forfatter opdagede firmaet og har blandt andet bestilt en 9 meter lang reol med 92 hylder. Den skal bæres op på 4. sal og sættes op sidst i februar.

Møbelmager Lisbeth Buchhave har altid gået stille med sit firma. Hun hader blær og pral. Men hun kan vældig godt lide at tale med kunder, og dem skal showroomet på Frederiksberg skaffe flere af.

- Når jeg har solgt til kunder på Sjælland, har de tit spurgt efter, om de kunne se vores køkkener. Derfor er jeg glad for at de nu kan gå uforstyrret ind i showroomet og se, om stilen på mine møbler tiltaler dem. Det er noget andet end at kigge på billeder på en hjemmeside, siger Lisbeth Buchhave.

Hun har også hidtil været tilbageholdende med at føre sig frem på internettet, Facebook og Instagram, men nu har hun ændret taktik og er mere aktiv. Siden folk også kan google hende med adressen på Frederiksberg, er der voldsomt mange flere inde at se på, hvad hun tilbyder.

- Nu begynder der også at komme flere kunder fra Midt- og Vestjylland. Det er sjovt, at jeg skal omkring hovedstaden, før de begynder at finde mig, siger Lisbeth Buchhave.

Hun startede sin virksomhed for over 20 år siden. Buchhaves Møbelmageri fremstiller stort set alt inden for møbler, men indehaveren understreger, at firmaet først og fremmest er et møbelsnedkeri - der så tilfældigvis også laver køkkener.

Tilsyneladende er hendes møbler holdbare. For små ti år siden solgte hun tre køkkener, der kom ind på hver sin etage i et hus i de fashionable Kartoffelrækkerne i København. Da huset senere blev handlet, solgte den nye ejer to af køkkenerne. Nu har Lisbeth Buchhave hørt fra en person, som lige har købt et af køkkenerne - der altså er handlet igen.

- Jeg er utrolig beæret over at vores køkkener kan pilles ned og derved sælges flere gange, fortæller Lisbeth Buchhave.

Hun beskæftiger på værkstedet i Tvis sin mand og fire andre medarbejdere. Hvis showroomet på Frederiksberg giver banko, som det tegner til, får hun brug for flere ansatte.

 

Yderligere oplysninger kan indhentes hos
Møbelmager Lisbeth Buchhave, tlf. 97 43 54 64, mobil 40 95 54 64, mail@buchhave-mobler.dk

Links 
Showroom på Frederiksberg
Buchhaves Møbelmageri

  

Denne pressemeddelelse er udsendt af Holstebro Pressen, som udgives af en arbejdsgruppe, der ønsker at udbrede kendskabet til, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune. Arbejdsgruppe: Dorte Martinsen, Ann Østergaard, Anders Nørgård, Ole Nielsen, Niels Christian Andersen, Peter Vinge Koustrup, Michael Ulsted, Mette Mørk Andersen, Jens Kristian Larsen og Niels Stoktoft Overgaard (journalist). Kontakt til arbejdsgruppen: niels@stoktoft.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • 01 - Just Easy Tools

    9 juni

    Corona får dækhåndteringsfirma til at udvide fokus: Fra udenlandske miner og havne til landmænd og dækcentre   Læs mere...

  • 02 - GP Medical Devices

    6 april

    Det er slet ikke noget lort..   Læs mere...

  • 03 - HIH og Corona-krisen

    6 april

    Orientering om HIH's aktiviteter i forbindelse med Corona-krisen. Læs mere her...   Læs mere...

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV



Danmarksgade 18

Danmarksgade 18

Gi' en idé

Gi' en idé

Nyttige links

Nyttige links