Først med meddelelsen om refugium for hjemvendte soldater - siden er der kommet 139 andre konstruktive nyheder.
Kosmetik af kaffegrums, eksport af kyllingefødder og vestjyske håndlavede køkkener til villaer på Strandvejen i Nordsjælland. Gennem ti år har Holstebro Pressen udsendt 140 konstruktive nyheder om, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune, og mange af dem er blevet vidt omtalt i både danske og udenlandske medier.
Den første nyhed gik ud 22. december 2009 og handlede om, at der var et refugium på vej for hjemsendte soldater i Holstebro – siden 2012 har veteraner kunnet leve på KFUM’s SoldaterRekreation i Holstebro, og i øjeblikket bor der to.
Holstebro Pressen får beskedne erhvervsfolk og andre til at fortælle de gemte og oversete historier.
En ung, vestjysk skoventreprenør fik en idé. Han ombyggede en tysk snepistmaskine til en skovplejemaskine, der kan køre på svært fremkommelige områder og klippe græs og slå træ til flis. Den opfindelse fik stor omtale, da Holstebro Pressen udbredte den vestjyske opfindsomhed – og det har haft stor betydning for skoventreprenørens virksomhed.
Nu fylder Holstebro Pressen 10 år. Det er et medie, der ikke kendes af mange, men som fra en position i baggrunden forsøger at formidle de konstruktive nyheder om, hvad der foregår på virksomheder og andre steder i Holstebro Kommune
- Holstebro Pressens nyhed om vores snepistmaskine endte i mere end ti trykte danske medier og to udenlandske, og der blev også fortalt om den i et tv-indslag. De forskellige artikler var medvirkende til at branchen fik kendskab til vores firma. Det er indirekte medvirkende til, at vi har skabt vækst og nye arbejdspladser, siger Jakob Nielsen fra Estrup Nørgaard Land- og Skovbrug i Idom vest for Holstebro.
Omkring 2009 var alt mørkt i mørkt i mediernes beskrivelser af Holstebro. Sygehuset skulle lukke, og motorvejen blev nok aldrig til noget, fortalte dystre overskrifter. Det fik en gruppe erhvervsfolk til at reagere. Arkitekt Niels Chr. Andersen og andre tog initiativet til Holstebro Pressen, der skulle få blandt andre virksomhedsejere til at fortælle de konstruktive nyheder, som de i beskedenhed måske går og putter med.
I de 10 år siden er der udsendt 140 nyheder. De deles i dag også på Facebook, og her har topscoreren haft over 40.000 hits. Den nyhed handlede om et forholdsvis ukendt og overset VW-museum i Ulfborg.
- Det var utroligt, hvor mange forskellige aviser, der skrev om os. Vi fik beskeder fra hele landet fra folk, som havde læst om os. Det har givet mange besøgende, fortæller museumsstifter Carsten Andersen.
Ingen kan købe sig til omtale hos Holstebro Pressen. Nyhederne udvælges efter journalistiske kriterier. Driften af Holstebro Pressen finansieres af tilskud fra blandt andre Holstebro Handelsstandsforening.
Et redaktionsudvalg kommer med input til nyheder. Men det er den tilknyttede journalist, der frit vælger, hvad der skal skrives om.
- Jeg tror, at Holstebro Pressen har været med til at ændre omverdenens syn på Holstebro. Jeg har indtryk af, at vi i dag opfattes som et dynamisk område, siger ejendomsmægler Peter Vinge Koustrup, der er formand for redaktionsudvalget.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos
28 november
Vestjysk genbrugstømmerhandel booster salg og eksport med webshop: Læs mere...
26 oktober
Student Alexander bliver klejnsmed: Uddannelsescenter vil dreje flere fra gymnasiet mod erhvervsuddannelser Læs mere...