Kun syv år gamle Outer A/S i Holstebro kommer med rekordresultat efter at have deltaget i en række fremtrædende projekter i hele landet.
Kammeratskab fra en uddannelse kan føre vidt. Tre ingeniører er fulgtes ad i 30 år - først som studerende, så som kolleger i samme virksomhed og de sidste syv år som ejere af firmaet Outer A/S i Holstebro. Her har de specialiseret sig i at projektere, konstruere og styre byggeri af teknisk avancerede facader. De opererer i hele Danmark, og det giver gevinst. Outer A/S er klar til at præsentere sit hidtil bedste regnskab, der overgår den hidtidige rekord, hvor årsresultatet var på 6 millioner kr.
Bag Outer A/S står Jens Rønde Andersen, Steen Thellesen Riis og Claus Lorentzen. Den ene af dem stiftede firmaet for syv år siden, og kort efter ankom de to andre. Nu sidder de sammen på kontoret – og i bestyrelsen. Claus Lorentzen har posten som direktør, og han fortæller, at deres samarbejde er beviset på, at 1+1+1 ikke altid bare giver 3.
- En er tømreruddannet og anden god til salg. En har temperament, men dæmpes af den snusfornuftige. En er god som bogholder, en anden eminent til entreprisestyring. Outers største styrke ud over fagligheden er vores sammenhold, også med de ansatte, siger Claus Lorentzen.
Filosofien i virksomheden er, at opgaverne skal være teknisk udfordrende. Firmaet kan ikke konkurrere på at levere eksempelvis tre ens standarddøre, som enhver tømrer kan komme med.
Et andet udgangspunkt er, at Outer A/S kun har begrænset egenproduktion og derfor står uafhængigt. Til hver opgave henter firmaet elementer og komponenter fra den leverandør, som har den bedste løsning til formålet.
Outer A/S har deltaget i en række fremtrædende projekter. Blandt andet byggerier af Vestre Landsret i Viborg og det nye politihovedsæde i Holstebro. Halvdelen af opgaverne ligger på Sjælland, hvor Outer A/S har haft flere projekter i Københavns Lufthavn. De sidste par år er der også kommet projekter i Aarhus.
Virksomheden har i alt 17 fastansatte medarbejdere, men lejer derudover ekstra montører til de større opgaver. Navnet Outer er engelsk og betyder ”ydre”. Det er lukningen af byggerier med døre, vinduer, beklædninger osv., der er firmaets speciale.
- Vi har mange opgaver i ordrebogen, men vi skal også hele tiden være langt foran. Vi satser på at komme i kontakt med arkitekter og ingeniører, inden de begynder at tegne, så de kan udnytte vores ekspertviden til at projektere både bedre, mere avancerede og tit også billigere bygninger, siger direktør Claus Lorentzen.
De tre ejere overrender ikke hinanden efter arbejdstid og tager heller ikke på ferier sammen. Det er deres profession og nu også deres firma, som binder dem sammen.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Direktør Claus Lorentzen, Outer, tlf. 21 86 86 61, cl@outer.dk
Denne pressemeddelelse er udsendt af Holstebro Pressen, som udgives af en arbejdsgruppe, der ønsker at udbrede kendskabet til, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune. Arbejdsgruppe: Claus Nielsen, Dorte Martinsen, Ann Østergaard, Anders Nørgård, Ole Nielsen, Niels Christian Andersen, Peter Vinge Koustrup, Michael Ulsted, Mette Mørk Andersen, Jens Kristian Larsen og Niels Stoktoft Overgaard (journalist). Kontakt til arbejdsgruppen: niels@stoktoft.dk
28 november
Vestjysk genbrugstømmerhandel booster salg og eksport med webshop: Læs mere...
26 oktober
Student Alexander bliver klejnsmed: Uddannelsescenter vil dreje flere fra gymnasiet mod erhvervsuddannelser Læs mere...