Jespers Planteskole

For næsten fem millioner kr. har Jespers Planteskole i Holstebro købt det konkursramte Grovvarecenteret Kirke Hyllinge nord for vejen mellem Holbæk og Roskilde. Her indrettes der nu et lager på 1.600 kvadratmeter, hvor der skal køres planter ud til de mange sjællandske kunder i planteskolens webshop – de udgør halvdelen af salget.

Netbutikken har givet planteskolen et gigantisk turnaround. Efter underskud fem år i træk satte overskuddet rekord i fjor, og salget er øget yderligere 50 % i år. Nu er der også planer om udvidelse i Holstebro, som det fremgår af pressemeddelelse nedenfor og vedhæftet.

Virksomheden har ansat mange af de unge, der vendte hjem fra rejser på grund af corona, eller som blev fyret fra nedlukkede restauranter.

 

Gartnerfamilie i Holstebro er på få år gået fra 25 ansatte til 150 ansatte – corona har givet ekstra skub på omsætningen, og fremgangen fortsætter

En af landets største planteskoler får nu en aflægger på Sjælland. Jespers Planteskole i Holstebro har købt en 1.600 kvadratmeter stor lagerbygning i Kirke Hyllinge i det nordlige Midtsjælland. Herfra skal chauffører køre planter ud til de kunder, der handler i planteskolens netbutik. Her tegner Sjælland sig efterhånden for halvdelen af salget.

Men Jespers Planteskole beholder basen i Holstebro. Her pakkes ordrerne, og her er der brug for mere plads. Derfor er der nu planer om udvide de allerede store bygninger med en hal på 3.000 kvadratmeter.

På få år er Jespers Planteskole gået fra 25 ansatte til nu op mod 150, inklusive en stribe chauffører. Flere af dem kører tirsdag morgen mod Sjælland med fyldte varevogne. Samtidig kører en fragtmand en stor portion planter til lageret i Kirke Hyllinge. Dem uddeler chaufførerne så i resten af ugen, inden de kører retur mod Holstebro fredag eller lørdag. Virksomheden har i dag 12 varebiler, og de kører mange timer om ugen.

Webbutikken har givet Jespers Planteskole stor vækst. I fem år i træk frem til og med 2017 gav virksomheden underskud, og egenkapitalen blev negativ. Men i fjor satte overskuddet rekord med 11,3 millioner kr.

- Underskuddene betød, at vi dengang ikke på almindelige vilkår kunne låne flere penge i banken. Nu har vi penge i kassen og kan selv finansiere vækst, fortæller Jesper Nielsen, der stiftede virksomheden sammen med sin far, og nu driver den sammen med sin søn.

- Ikke mindst corona har givet os gevaldig fremgang. Væksten var i gang allerede inden pandemien, og den ser ud til at fortsætte, efter coronarestriktionerne forsvinder. Omsætningen i webshoppen er mere end tredoblet på to år, fortæller Jesper Nielsen.

Salget i den traditionelle planteskole udgør i dag kun 1/3 af omsætningen. Selv folk i Holstebro bestiller via netbutikken og får leveret. Men den fysiske planteskole er basen, og den fortsætter.

Jespers Planteskole har tidligere lejet et lille lager i Havdrup på Sjælland, men det var blevet for småt. Da en af virksomhedens leverandører i Kirke Hyllinge gik konkurs, købte vestjyderne bygninger og varelager for op mod fem millioner kr.

Indehaver Alex Nielsen indrømmer, at det var hans far, der fik ideen om webshoppen, mens han som den unge generation var skeptisk.

- Men noget skulle der ske, og vi tog chancen, siger Alex Nielsen, hvis bror, Anders Nielsen, nu er kommet hjem til firmaet, hvor han som uddannet i markedsføring er med til at styre webbutikken.   

 

Yderligere oplysninger kan indhentes hos

Gartner og indehaver Alex Nielsen, tlf. 9742 9697, mobil 2087 3433 alex@jespersplanteskole.dk og
Gartner og indehaver Jesper Nielsen, tlf. 9742 9697, mobil  2097 9697 jesper@jespersplanteskole.dk

 

Diverse links
Jespers Planteskole

 

 

Denne pressemeddelelse er udsendt af Holstebro Pressen, som udgives af en arbejdsgruppe, der ønsker at udbrede kendskabet til, hvad der foregår på virksomheder, arbejdspladser, institutioner og andre steder i Holstebro Kommune. Arbejdsgruppe: Dorte Martinsen, Anders Nørgård, Ole Nielsen, Niels Christian Andersen, Peter Vinge Koustrup, Michael Ulsted, Mette Mørk Andersen, Jens Kristian Larsen og Niels Stoktoft Overgaard (journalist). Kontakt til arbejdsgruppen: niels@stoktoft.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • 01 - Bestyrelsens beretning 2021

    13 oktober

    Beretningen fra generalforsamlingen i Holstebro Industri- & Håndværkerforening 2021   Læs mere...

  • 02 - Mekka for elbiler ved Grundfos og i Holstebro

    15 september

    Stor operatør investerer millioner   Læs mere...

  • 03 - Webshop giver vestjysk planteskole gigantisk turn-around

    1 september

    Vestjysk planteskole køber stort lager på Sjælland til vildt voksende netbutik – og vil også udvide hjemmebanen   Læs mere...

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV



Danmarksgade 18

Danmarksgade 18

Gi' en idé

Gi' en idé

Nyttige links

Nyttige links